FRILUFTSTUREN

De første ord der møder os på dette modul er at den studerende kan: “Med solid faglighed at skabe rammerne for uddannelsen af de studerende til professionsfaglighed og for dannelsen af dem som vidende, reflekterende og samarbejdende mennesker i forpligtende fællesskaber".​

Færdighedsmålet lyder som følger: "Den studerende kan skabe rammer for, lede og udvikle pædagogiske forløb med et naturvidenskabeligt udgangspunkt og med fokus på børn, unge og voksnes naturoplevelser, naturforståelse med uderummet som læringsmiljø." 

Forud for turen bruger vi en del tid på at få afklaring på, hvad formålet med turen skal være, ud over de obligatoriske overvejelser som vi har fået med fra underviserne. Skal der alene fokuseres på dem? Skal de træde lidt til side for andre, -og for os vigtigere, -emner? I vores studiegruppe har vi som udgangspunkt forskellige erfaringer og forhold til naturen og begrebet friluftsliv. Hvor primitivt skal det så reelt være? Og hvilke aktiviteter vil underholde og udfordre på rette niveau for alle? Allerede her får vi erfaring med at tage stilling til målgrupper og formål. Vi udvælger en skøn plet lige uden for Aabenraa, hvor der er adgang til bålsted og shelter, et mindre skovområde samt et større, vildtvoksende areal. Pakkelister, mad ideer og indkøbslister bliver også drøftet og fordelt mellem gruppens medlemmer. Vores første aktivitetsliste bliver som følger.

• Båltændings-teknikker, strygestål, birkebark, uld etc. (Grundbogen kap.5.4)
• En god aftensmad, eventuelt en hel kylling, der skal parteres, krydres og eventuelt pakkes ind i saltdej eller blade.
• -Opbygning af bivuak #1. Kan for eksempel filmes med time-lapse.
• Ud i nærområdet - gåtur
• Undersøge planter og dyreliv. Finde fem planter der skal undersøges nærmere til vores plantekatalog.
• Lytte til naturen, hvilke lyde er der i naturen omkring og hvad og hvor kommer lydene fra. Opnå viden om fugle og andre dyr eller insekter til vores dyrekatalog.
• Filosofisk fordybelse omkring det at finde ro i naturen.

Turens omfang ændrer sig under planlægningen, og bliver lidt mere simpel og “praktisk” end vi som udgangspunkt har forestillet os. Udgangspunktet var faktisk en kanotur. Derfor lægger vi en del energi i at sikre os, at rammerne og formålet med vores tur bliver ordentligt opfyldt samtidig med at det er vigtigt for os at alle gruppemedlemmer bliver hørt og derigennem sikres en god tur. Hvis man lægger for stort fokus på at rammerne og indholdet skal opfylde den akademiske og boglige del af vores studie, er der fare for at det bliver på bekostning af gruppens samhørighed og samspil. Vi er derfor godt tilfredse med planlægningen og glæder os til at komme afsted.

Vi lader en klassisk SMTTE-model inspirere os til at skabe en rød tråd i vores planlægning, udførelse og evalueringsarbejde. Vi er fra begyndelsen alle enige om hvad målet er med vores friluftstur og hvilken prioritering det har i praksis. Med vores videns- og færdighedsmål i mente, ser vi en stor værdi i "ryste sammen"- delen, da en god gruppedynamik, hvor vi er i øjenhøjde omkring hvilken læring vi ønsker at tage med os på dette hold, kan være afgørende for et godt forløb. Når det så er sagt, ønsker vi at opnå et helhedsbillede af, hvordan en friluftstur kan og bør planlægges og udføres i praksis, når man medtænker en bestemt målgruppe. Vi vælger, ud over os selv som de faktiske deltagere på turen, -at forholde os til børnehavebørn i denne omgang. Da vi ikke kan afprøve vores tanker i praksis i forhold til målgruppen, må teoretiske overvejelser i flere henseender være fyldestgørende. Vi prøver altså at tage stilling til vores tur, hvor de pædagogiske sammenhæng skal danne de rigtige rammer, gennem relevante, didaktiske overvejelser. Men med os selv i fokus som målgruppe, er det vigtigt at tage stilling til vores individuelle udgangspunkt for den fælles oplevelse under åben himmel. 

For at holde en kobling på vores to mål og de vilkår vi tilgår dem under, bliver rammesætningen ikke så autentiske som hvis vi rent faktisk havde været afsted med en flok børnehavebørn. Vi Lægger størst vægt på vores måltid, der skal danne rammen for vores eftermiddag. Dernæst skal nærområdet udforskes, med henblik på at lade os inspirere til gode, naturfaglige oplevelser for os selv og den potentielle målgruppe. Vi formoder at kunne vurdere og registrere løbende, om hvorvidt vores planlægning går i spænd med vores praktiske udfoldelser på turen.

Vores friluftstur er i vores optik en succes.. Der er godt selskab, god mad og dejligt vejr. 

Uddrag af Sandra’s praksisfortælling:

“Jeg er lige fra starten udfordret på friluftsturen, da jeg ikke er den store friluftsliv tilhænger. Men jeg oplever min studiegruppe som åbne overfor min knap så begejstrede tilgang til turen, og jeg føler mig mere tryg ved situationen da de ikke sætter begrænsninger for min deltagelse. Jeg føler mig ikke tilpas med at sove udenfor i det fri, og mine ønsker og behov bliver vel mødt og jeg får muligheden for at deltage på mine præmisser. NUZO er en oplagt model at inddrage i forhold til min udvikling og læring under friluftsturen, da jeg med hjælp og i samarbejde med min studiegruppe udfører opgaver og får rykket nogle grænser, tilegnede mig viden som bidrager til at jeg er mere oplagt og motiveret til at bevæge mig tættere på modellens grønne zone, hvor jeg selv tager initiativ og udfører diverse opgaver.”

Vi er alle fire enige om at det vil være interessant at tage stilling til tidens tendenser i forhold til brug af mobiltelefoner. Mobiltelefonen har i vores tid en meget invasiv rolle i vores private og sociale færden. Derfor bliver aftalen mellem os at der skal være et minimalt brug af mobil. helst kun til brug til billeder

Efter at vi har fået pakket ud og gjort det hyggeligt, skal vi igang med forberedelserne til madlavningen. Der skal derfor tændes to bål; ét på bålstedet og ét i et ca. halv meter dybt hul. Jean Piagets teori om assimilation og akkomodation (i samspil adaption) dukker op i vores indbyrdes snak, mens vi arbejder med bålene. Vi forsøger at bruge vores allerede erhvervede erfaringer til optændingen, men bliver nødt til at tilpasse undervejs. Processen er til at begynde med rutinepræget, da vi i forvejen har viden om hvordan sådan en proces bør udføres. Vi har medbragt en økse og brænde, som vi hakker til mindre stykker og sætter op imod hinanden som en “trekant/spids” med optændingblokke i bunden. Alt dette gøres for nogen for første gang mens andre allerede har en fornemmelse af hvad der vil lykkes bedst. Vi forsøger at tænde op med tændestål, men vindforholdene gør det vanskeligt at få gang i det, så vi prøver i samarbejde at dække for vinden med hænderne og kroppen (med afstand), og dette er stadig en udfordring. Vi finder herefter noget bast snor, som vi meget hurtigt får ild i og vores optænding lykkedes. John Dewey fortæller at erfarings-baseret læring, -det vil sige erfaringer der er opnået gennem konkrete forhold, ligger til grund for megen af den læring børn opnår om naturen. (Ernst og Stokholm 2015). Det mærker vi på vores tur i flere henseender at være sandt. I forhold til modernitetens komme, træder traditionerne til side for individuelisme og selvrealisering. Vi gør hvad vi vil, når vi vil. Naturen bliver brugt og nydt som du selv lyster det, må det så være gennem ekstrem mountainbiking langs snoede stier i bøgeskoven eller ved at betræde hængebroer i trætoppene ved din søsters polterabend. En tur som vores må nødvendigvis anses for at være et modsvar til den udvikling, -hvor der bliver lagt vægt på "de gamle traditioner" der i deres udførelse udgør selve oplevelses-delen for os som målgruppe.

Uddrag af Sandra’s praksisfortælling:

“Inden turen har jeg begrænset erfaring med naturen, og den føltes derfor uoverskuelig for mig. Men friluftsturen overskrider nogle grænser, og jeg går fra at ville sove i min bil til at sove i telt, og jeg overskrider nogle grænser under vores vandretur gennem skoven og brændenælder hvor jeg oplever kæmpe støtte og opbakning fra min studiegruppe til at gennemføre turen. Jeg har en positiv og god fornemmelse for vores samarbejde i gruppen. Vi er rummelige, ærlige og overbærende samt gode til at vise forståelse over for hinandens behov og ønsker, hvilket bidrager til at vi er motiverede og det gør vores studietid ekstra produktivt!” 

I retrospekt kunne vi godt have været mere primitive og begrænsede i vores oppakning af udstyr såsom et ret stort bord, hvor al madlavning og bagefter spisning foregår. Det faktum får indflydelse på, hvor meget vi reelt set bruger vores naturlige omgivelser. I vores grundbog "Natur og udeliv" (s. 164) får vi fortalt at det gode liv og livet og oplevelserne i naturen “friluftsliv” som modstykke til livet i trædemøllen. Naturen og friluftsliv kan hjælpe mennesket til at afstresse ved at fjerne fokus fra arbejdsliv samt alle de informationer vi bliver overdænget med i denne tids samfund med alle dets medier til indhentning af informationer og stimuli i form af medier. På en gåtur rundt i nærområdet omkring solnedgang tegner et godt billede af, hvordan vores sanselige "åbenhed" nogen gange fordrer et fravær af de moderniserede, digitaliserede og bekvemmelige rammer som vi oftest omgiver os selv med.

Tanker omkring Sølvik og Kropsfenomenologi (Sølvik, 2011, s.81)Vi har på vores friluftstur skulle samarbejde om fysiske opgaver som udpakning af udstyr samt grave hul til jordovn eller vi har kløvet træ og bygget bål i fælleskab. Vi var også ude at vandre og hjalp hinanden på vejen gennem den vilde og bevoksede natur af højt græs og grene etc. Dette kan understøttes med perspektivet af Sølvik om Kropsfenomenologi. Kropslig sansning er en forudsætning for at kunne reflektere over oplevelser. Og gennem fysiske aktiviteter i fællesskab med andre er vigtige for læring. Dette er sat i modstykke til den meget brugte læringsform  som ofte er overladt til ens kognitive funktion altså hvilken viden man har at bygge oven på og dermed forudsætning for tænkningspotentiale. Perspektivet Kropsfenomenologi har lige som dewey’s perspektiv (learning by doing)altså en “aktiv” handling som forudsætning for læring, men at det her også skal være i samspil med andre personer. Så læring i gennem fysiske aktiviteter og samarbejde med andre er forudsætning for en god læring. 

Grundbogen side 60 - 62: Vidensformer:

Under vores friluftstur, bruger vi flere af vidensformerne, som også er beskrevet i grundbogen. Helt automatisk fik vi brugt den kataloge viden, dvs. den faglige viden, også kaldet den sproglige viden. Inden vores ryste sammen tur, har vi haft undervisning der omhandlede planter, urter og dyr som hver især har indlejret sig i vores hukommelse. Da vi er ude i praksis, hvor vi både tænder bål, laver sydegruppe, hugger brænde, går på opdagelse i naturen, kommer der naturligt ord og begreber frem, som vi let kunne referere til vores viden fra undervisning og læsning. Derved kunne vi starte en samtale i gruppen, og bruge vores kataloge viden.
Hertil kan den dialogiske viden også kobles til. Idet vi laver bål, bygger sydegruppe og går på opdagelse i naturen bliver der startet samtaleemner. Nogle af gruppemedlemmerne kender mere til naturen end andre, og undervejs i processen, kommer der faglig viden og tidligere erfaringer. Der bliver fortolket på de andres og ens egne iagttagelser og sanseerfaringer. F.eks. da vi lavede sydegruppe, kunne vi alle mærke hvordan stenene blev varme. Vi kunne mærke det bløde og våde græs mellem tæerne. Mærke varmen fra ilden. Mærke det iskolde vand. Dufte maden. Lytte, se og mærke naturen. Ud fra alt dette kunne der dannes lange samtaler, med forskellige viden og synspunkter.
Hertil kan den kropslige viden også kobles på. Som skrevet ovenfor, blev der brugt alle 5 sanser under turen. Høre, se, lugte, smage og føle. De var hele tiden i spil, enten individuelt eller flere på én gang. Vi kunne også efterfølgende snakke om, hvordan vi hver især brugte sanserne.

(Friluftsliv og mangfoldighed; friluftsliv som forebyggelse, rehabilitering og behandling (side. 55 - 57):
“Der findes en del skandinaviske og internationale undersøgelser, som indikerer, at grønne områder har en afstressende virkning”.
Under vores ryste sammen tur gik samtalen flere gange på, hvor afstressende det var at sidde rundt om bålet og iagttage flammerne, mærke varmen og høre stilheden. I gruppen var vi alle sammen enige om, at naturen blev brugt for lidt. At sidde og høre fuglene synge, se solen skifte farve jo længere den gik ned, mærke det fugtige, våde græs, sidde og fryse lidt i kulden, se naturens vidunder i form af små bække, væltede træer og vildtgroende planter. Alt det tilsammen, fik én til at føle, at man var i et helt andet univers. I en hel anden verden. Alt andet omkring én forsvandt. Selvom vi lå et par hundrede meter ud til en landevej, lagde man ikke mærke til larmen fra bilerne.

Bentsen og Ejbye fortæller at nyere tids differentiering af begrebet friluftsliv ikke kun har ført til større udbud af oplevelser og tilbud i forbindelse med den danske natur, lige fra kitesurfing til meditation. Den har også bidraget til at den mere traditionelle udførelse af (det nordisk inspirerede) friluftsliv, er kommet mere på dagsordenen blandt naturvejledere og pædagoger. Overleveringen af vores kulturhistorie tendenserer til at ligge mere og mere på den offentlige sektors skuldre, såsom skole og fritidsaktiviteter, frem for i det civile samfund. Det øger derfor eksempelvis pædagogens ansvarsområde i forhold til barnets eller borgerens naturdannelse. (Bentsen og Ejbye-Ernst 2009)

Vi snakker på turen en del om begrebet " at formidle værdier fra en uformel tradition i et gennemorganiseret samfund". At friluftslivet har fået en ny scene at spille på i den offentlige sektor er jo som udgangspunkt fantastisk, da vi er enige om, at naturen kan noget i forhold til mange målgrupper og i et vidspændt udbud i forhold til rammesætningen. Men det betyder ikke at man kan tage hovedet under armen, når det skal udspilles i praksis. Det at det netop udspilles fra den offentlige sektors side, må uundgåeligt betyde at der også følger et sæt spilleregler med. Det er jo klart. Det er med disse spilleregler i hånden at man som pædagog skal formå at navigere gennem risikoen for bureaukratiske bremseklodser og risikoen for udvanding af de gamle værdier, der netop gør det nordiske friluftsliv til noget særligt.

Hvis man retter opmærksomheden mod velfærdstrekanten som er afbilledet i kapitel 3 i Friluftsliv - "Natur, samfund og pædagogik", og vi kigger på vores egen tur som eksempel, er vi -vel og mærke utraditionelt- repræsenteret i to af de fire sektorer. Vi er reelt set på tur som en del af civilsamfundet, da vi jo ikke er ansvarlige for en brugergruppe, -samtidig med at vi repræsenterer den offentlige sektor som kommende pædagoger under læring.

Når vi af vores undervisere bliver bedt om at tage stilling til pædagogiske perspektiver i det enkle friluftsliv, synes det vigtigt at være den splittede rolle bevidst, da den næppe vil (eller bør) files af kanterne. Vi vil altid tilgå vores pædagogiske arbejde med subjektive øjne og derfor vil aktiviteter og rammesætning med største sansynlighed også lade sig farve af dette. Litteraturliste: Bentsen, P., Andkjær, S. og Ejbye-Ernst, N. (2009). Friluftsliv og mangfoldighed. I: Friluftsliv. Natur, samfund og pædagogik, Kbh.: Munksgaard.