Kort tid efter at vi kommer tilbage fra sommerferie, får vi
muligheden for at lave et trangia-måltid baseret på brystkødet af en fasan.
Dyrene bliver undersøgt, parteret og tilberedt ud fra en opskrift, der bliver
stillet os til rådighed. Maden smager
dejligt og en fødselar fra holdet sørger endda for en is til dessert. Så alt i
alt en god dag, med elementer der vil kunne overføres til både normal og SSP-
området. Mens vi står og undersøger dyrene, beslutter jeg mig for at prøve at
finde flere pædagogiske muligheder med dyret end blot at skære dets brystkød
fra, slupre maden i mig os kassere resten. Derfor beslutter jeg at gemme
følgende:
Vingerne og halen
Hele skindstykket
Skroget
Tanken med vinger og hale er at tørre det i udslået
tilstand. Processen i sig selv er interessant, da det skal rigges til på en
plade e.l., hvilket er en sjov hands-on aktivitet der blandt andet kan give rig
mulighed for at diskutere dyrets anatomi yderligere. Derudover står man tilbage
med et smukt produkt som man kan tage frem ved senere lejligheder.
Da det lykkes at tage dyrets skindstykke af i et relativt
helt stykke, falder en anden tanke som jeg vender med Ib. Kan man garve
fasanskind? Han har aldrig prøvet det, så spørgsmålet står ubesvaret. Jeg har
på amatørplan garvet kaninskind, men jeg ved ikke om pels og fjer opfører sig
forskelligt. Det skal prøves! Baggrunden for at prøve det, er det samme som
tidligere beskrevet, men denne aktivitet/proces åbner op for andre muligheder,
hvor bl.a. mange af vidensformerne kan komme i spil. Der skal opstilles
hypoteser, sammenlignes forhåndsviden, og forløbet skal dokumenteres og
tilpasses undervejs.
Til sidst har vi et skrog, der naturligvis skal nedkoges til
en lækker suppe. Ved at bruge flere elementer af den flotte fugl til at lave
mad af, har man bl.a. mulighed for at tale med børnene om bæredygtigt forbrug.
Vinger og hale
Jeg spreder vingerne og halen ud på et bræt, med intentioner
om at tage det med hjem den samme dag og tørre det. Men i den varme sommerluft
begynder der lynhurtigt at sværme en mindre flok hvepse omkring de åbne dele,
hvor kød og knogler er tilgængelige. Ib fortæller at hvepse faktisk spiser kød,
hvilket også er tydeligt at se! De maser sig ind under huden og æder på livet
løs. Derfor vælger jeg at lade vinger og hale ligge og i stedet gøre en
observation på hvepsenes arbejde over et par dage. Nedenfor er et billede taget
af vingestykkerne på dagen, hvor fasanen er blevet parteret.
Dagen efter er der allerede sket meget. På billederne nedenfor
kan man se hvor meget kød der er forsvundet på bare én dag. Der var endda
slåskamp mellem hvepsene om de tørre rester. Det er også første gang at jeg har
kunnet komme så tæt på hvepse uden at de overhovedet bemærkede mig. Jeg kan
endda rette på vingerne uden at de så meget som letter fra deres måltid.
Skind
Som vi alle får lært under parteringen af fasanerne, får jeg
skindet af i ét stykke. Jeg tager det med hjem og spreder det ud på et
spækbræt, hvor kødsiden efterfølgende smøres omhyggeligt ind i salt. Formålet
er at trække al væske ud af skindet, så vi forsinker forrådnelsesprocessen.
Efter to uger ca skifter jeg saltet ud med et frisk lag.
Skindet begynder at virke både tørt og stift, men det ligger stadig og tørrer.
Suppe
Jeg får 2 skrog med hjem i en frysepose. Hjemme i køkkenet
renser jeg de værste fjer og skader fra hagl fra, og putter det i en gryde vand
sammen med 2 snittede løg, 3 snittede chilifrugter, en halv limefrugt og en lille
stak snittede kartofler. Det står og simrer i små 4 timer, hvorefter suppen
sies fra og smages til med krydderier. Asparges, kyllingekød, champignoner og
lidt ekstra chili tilsættes suppen, som jeg nyder med gemalen på terrassen. Det
var virkelig en lækker suppe. Det var som om, at der var mere kraft i den,
sammenlignet med en almindelig hønsekødssuppe. Mums. 😊
Ingen kommentarer:
Send en kommentar