Reflektioner

 

Refleksioner fra en pædagogisk vinkel

“En naturoplevelse er et sanseligt møde med omverdenen, hvor vores følelser og nysgerrighed aktiveres på en særlig stimulerende eller uventet måde, som ansporer til at fortolke og skabe mening i såvel de enkelte iagttagelser som i hele den virkelighed, vi er optaget af”.(Edlen 2004 s. 23) Naturvidenskaben kan og bør give barnet plads til at udfolde deres naturlige lyst til at eksperimentere og undersøge. I forlængelse af de tre opdagelsesfaser kan denne evne og lyst slippes løs. ( Edlen 2004 s. 55) Hvis vi bruger vores aktivitet med kartoffelfælderne som eksempel, kan man se at det hele kan komme i spil. Der findes en teori, hvor forløbet sker i seks faser:

1. “Observation eller overvejelse af et fænomen, som man ønsker at finde en forklaring på”. I vores tilfælde stiller vi her spørgsmålene, -hvad mon vi finder i vores kartoffelfælder- altså hvilke dyr bor mon her? og finder vi mon forskellige fyr, hvis vi lægger fælderne forskellige steder? Er der steder, hvor det er lettere at fange dyr end andre?

2. “Fremsættelse af en hypotese, som kan forklare observationen eller den teoretiske beregning”. Her finder vi under samtale frem til, at vi alle stort set har samme forforståelse om hvilke dyr vi forventer at finde. F.eks: ved den fugtige jord ser vi nok bænkebidere, da de jo godt kan lide fugtige omgivelser.

3. “Opstilling og gennemførelse af forsøg, for at hypotesernes holdbarhed”. Vi laver kartoffelfælderne sammen og evaluerer på deres størrelse, holdbarhed, konstruktion etc. og lægger dem i 4 forskellige steder i biotopen. Vi venter 2 dage og tager tilbage til biotopen for at kontrollere fælderne. Vi finder her ud af at de allerede er omgivet af dyreliv og faktisk næsten spist. Derfor tager vi dem fra udlægningsstederne og påbegynder næste fase, hvilket er

4. “Fremlæggelse af en konklusion, hvor vi be- eller afkræfter vores hypotese". Vi kommer her helt tæt på resultatet af vores arbejde. Vi kommer helt tæt på dyrene og er i fællesskab dybt begravet i naturoplevelsens undersøgelsesfase. Refererer vi tilbage til fase 2, hvor vi med vores forforståelse lagde en hypotese for vores formodede fund, kan vi se, hvordan Piagets teori om assimilation udspiller sig i praksis. Vi finder nemlig op til flere af de dyr, som vi regnede med at vi ville. Men vi opdage og lærte også ting omkring hændelsen, som vi ikke på forhånd havde regnet med. (Edlev 2004 s. 51) Vi vil komme lidt mere ind på vores tanker om Piagets teori senere i indlægget.

5. I bund og grund kan fase 5 og 6 kommenteres samlet, da der her er tale om at konkludere om hvorvidt vores hypotese kan anses for at være en reel og holdbar teori, -eller om der eksempelvis var tale om en fejl i hypotesen, som kunne føre til muligheden for at gentage forsøget med barn eller borger. Måske ville vi komme ud for at kartoffelfælden i vandløbet var røget med strømmen eller at der ingen fangst var, hvor vi netop havde en formodning om, at der ville være det? (Edlev 2004 s 64)

Dette var én ud af mange måder at tilgå en aktivitet på. Denne er meget naturvidenskabeligt inspireret og syner også sådan i sin udfoldelse. Man kan dog også vælge at lægge vægt på at give barnet en god oplevelse i forhold til flow. Hvis man vender blikket mod vores moderne, og meget hurtigt forandrende samfund, som vi lever i, kan man med Piaget’s teori om læring forestille sig at vores børn og unge i mange tilfælde befinder sig i situationer, hvor der stilles akkomodative krav. På den anden side, er vores samfund og hverdag samtidig meget præget af rutiner og velafpudsede, bekvemte rammer. Lader man den påstand repræsentere risikoen for at assimilative “processer” dermed samtidig fører til en vis form for kedsomhed eller mangel på uforudsigelighed, -kan man måske forstå hvorfor mange børn og unge er rastløse og har vanskeligheder ved at fordybe og koncentrere sig? Flow derimod… en tilstand hvor man lader sig opsluge af en aktivitet, glemmer tid og sted og bare er… det er vel der vi gerne vil have vores børn og unge hen så ofte som vi kan, ikke? (Edlev 2004 s. 51) Vi synes at en aktivitet som kartoffelfælderne giver gode forudsætninger for at skabe et sådan flow. Med NUZO i baghovedet skal man selvfølgelig tage stilling til sværhedsniveauet, men hvis vi lægger den til side og lige nu kun kigge på balancen mellem akkomodative og assimilative input i aktiviteten, giver det god mening. Eksempelvis vil der formodentlig altid være en vis forforståelse, der giver plads til den assimilative udvikling. Samtidig kan aktiviteten, bare ved at være ny og uafprøvet, give barnet et akkomodativt udgangspunkt, der kan bane vej for nysgerrighed og motivation.  

Tænker man dannelsen med ind i billedet er det ikke langfraliggende at nævne John Dewey, der med sin teori om erfaringsbaseret læring understreger vigtigheden og/eller nytten af, at lade barnet lære gennem egne erfaringer, -altså faktisk “learning by doing”. Selv om han selv understreger at det ikke nødvendigvis er selve handlingen/håndteringen af et emne, der udgør læringen, men erkendelsen deraf og samspillet med andres erfaringer, bliver hans teori brugt som inspiration til megen -netop lavpraktisk- pædagogisk tænkning. “Enhver erfaring og enhver oplevelse et barn har gjort, forandrer ifølge Dewey både barnet og barnets efterfølgende erfaringer”. Selv Deweys overvejelser går langt ud over hvad vi lige har opremset her, føler vi at vi kan drage nytte af denne tolkning, da den giver både plads og inspiration. (Ernst og Stokholm 2015 s. 44)

Refleksioner fra en socialpædagogisk vinkel.

I vores kommende specialisering vil relation være et tungt kodeord for vores professionelle arbejde med borgerne, -børn som voksne. Socialpædagogerne (sl.dk) fortæller i deres folder om socialpædagogens kernefaglighed at “relation som førsteviolin i den socialpædagogiske kernefaglighed er et komplekst begreb, der skal forstås et sted mellem dem relationsfaglige viden og mellemmeneskelige realitet”. De fortæller også at tendensen i nyere tid er, at socialpædagogikken er rykket udenfor murene. Den trækker borgeren ind (eller ud) hvor behov er, frem for at trække behovet ind, hvor socialpædagogikken er.(Socialpædagogerne folder u.å.) Med de aktiviteter vi har lavet i vores biotop i mente, er det muligt at vi i visse tilfælde vil skulle fortolke det vi har lært om at bruge naturen i pædagogisk sammenhæng, men ikke desto mindre er der i alle specialiseringernes henseende, stor værdi i at inddrage ude-rummet i pædagogisk praksis. 

Som pædagog er det vigtigt at tilgå borgeren med respekt og ligeværd. En respekt, der anerkender deres plads i verden og et ligeværd, der samtidig muliggør at de får den hjælp og de rammer de har brug for, for at leve et liv med et indhold der giver mening. Aaron Antonofsky fortæller at oplevelsen af meningsfuldhed bl.a. fordrer at borgeren skal være deltagende, så denne oplever at være involveret, -hvilket igen skaber de erfaringer der er nødvendige for at understøtte selvopfattelsen. (Simovska 2012 s. 33-50) Det er klart vores oplevelse at de faktisk ret *”basic” aktiviteter vi har arbejdet med i vores biotop, med lethed lægger op til at kunne tilbyde barn eller borger netop det. På Socialpædagogernes 16. kongres 2014 blev det vedtaget at vores unikke kompetence og kernefaglighed er, ”at møde det enkelte menneske, der hvor det er, og opbygge en relation, særlige muligheder for at støtte den enkelte og samfundet med at inkludere og udvikle det enkelte menneskes potentiale og leve et liv med muligheder (Socialpædagogerne (u.å.) Ordene lægger sig op ad Søren Kierkegaards ord om samme emne hvor han siger: At man, naar det i sandhed skal lykkes at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.” (https://teol.ku.dk u.å.) 

Om målgruppen er børn eller voksne, vil nøgleordet altid være relation. Om det naturvidenskabelige drages i fokus som grundlag eller om det er tankerne om naturoplevelse, der arbejdes med og ud fra, har uderummet og vores natur stort potentiale for at lægge kulisserne til udvikling, leg, læring og øget velvære.

Kilder:

Edlev, Lasse Thomas “Natur og miljø i pædagogisk arbejde” 2004, Munksgaard, København

Ernst, Niels Ejbye og Stokholm, Dorte "Natur og udeliv - uderummet i pædagogisk praksis", 2015. Hans Reitzels Forlag

Sprogtilegnelse-via.systime.dk om Zonen for nærmeste udvikling u.å.

Simovska, V. (2012). Hvad er sundhed? I: Simovska, V. & Jensen, J.M. (red.). Sundhedspædagogik i sundhedsfremme. Gads forlag

Socialpædagogerne (u.å.) Den socialpædagogiske kernefaglighed. København K, Socialpædagogerne. Fundet i løs hæfteform.

Søren Kierkegaard citater - Søren Kierkegaard Forskningscenteret. Lokaliseret d 22 april 2020 på: https://teol.ku.dk/skc/sab/citater/#At man når det i sandhed skal lykkes (u.å.)